Faste læsere

lørdag den 13. maj 2017

Køkkenet

Jeg startede med at lave skorstenen, som kakkelovnen i hallen kan komme af med røgen, lægge gulvet, og derefter blev væggene beklædt med "mursten" - begge dele købt hos Miniseum, ligesom emhætten og AGA-komfuret. Jeg lavede en bue ind til kældertrappen og satte søjler på hver side (de er mange år gamle, og jeg ved ikke, hvor jeg har dem fra). Søjlerne har jeg selv malet.


Køkkenbordet og hylderne på væggen har jeg selv lavet, og tingene er fra diverse leverandører, venner m.v.


Her set fra en anden vinkel.


I den ene skål er der nylagte æg, og i den anden en skive vandmelon, ½ lime og en åbnet banan. Vistnok købt hos Angie Scarr.


Det lille bord med fiskekassen er en foræring. Kassen på gulvet har jeg selv lavet og porrerne og laksestykkerne har jeg også selv lavet. Mon der er nogen, som stopper katten, inden den stjæler laksen :-) Potteplanten på emhætten er også egen produktion. Kobbertøjet er fra Miniseum.



Ved siden af komfuret ligger 3 små øltønder. Hylden over døren med de hvide krukker er også fra Miniseum. En meget alsidig butik kan du se :-) Guldhanen og -hønen på hylden er et Chrysnbon kit.

På den højre væg hænger et skab til tallerkener og andre småting. Skabet har jeg lavet efter en tutorial fra 1 inch minis, dog har jeg lavet mit i træ.


I hjørnet står kosten parat og tæppebankeren hænger også klar.


Foran nedgangen til kælderen hænger en messingkæde, så man ikke af vanvare falder ned ad trappen. Urtepotten er købt hos Miniseum, men planten har jeg selv lavet. Emaljeskiltene og gasflasken har jeg også selv lavet.



El-måleren på væggen til højre er også hjemmelavet.




På bordet står en glasvase med blomster, en lysestage med lys, en flaske mælk, en dåse småkager, et fad med ost, et krus og en tepotte med tehætte. Tehætten har jeg broderet efter et kit fra Janet Granger. Bordet er mit eget design, men stolene er et kit fra Miniseum. Puden fulgte med nogle møbler, jeg engang købte privat.


Vi er nu nået næsten hele vejen rundt og mangler kun vaskepladsen. Vasken med opvaskepladen har jeg selv lavet. Vasken har afløb lavet af et sugerør og den rustne spand er forsynet med gulvklud. Under opvaskepladen er der plads til diverse vaskemidler, og det er også her, at musefælden har sin plads.

I vasken står en glasskål med den mindste opvaskebørste (fra Miniseum - naturligvis) og på vaskepladen står sulfoen parat.

På væggen hænger 2 vinplakater fra Josmeyer i Alsace. Plakaterne har jeg i 1:1, og de hænger i min spisestue.







Til sidst blev loftet med bjælker sat på. Loftet er malet grønt, ligesom døren ind til spisestuen. Lamperne er fra Miniseum.


 

 

fredag den 5. maj 2017

Hallen anden del


Jeg forlod jer i sidste post med en trappe som ikke ville, som jeg ville. Jeg blev ved med at få et forkert sving på trappen, og efter fire forsøg lod jeg trappe være trappe og tog på en kold og våd ferie til Italien.
  
Hjemme igen søgte jeg videre på nettet, og det lykkedes at finde nogle mål på trapper i 1:1. Jeg gjorde så et femte forsøg, og endelig lykkedes det. Trappen havde det rigtige sving, og passede på både den ene og den anden væg. Trinene var endog i vater - Jubii.


Trappen blev spartlet og malet, og trin blev limet på. Nu ligner det noget.


Det store øjeblik. Trappen skulle limes på væggene, nu måtte det briste eller bære.


Der var stadig et lille vrid i trappen, som gjorde at den hængte lidt og ikke var helt i vater. Jeg kan ikke finde ud af, hvad det er, der sker. Den rå trappe er perfekt. Lige så snart jeg begynder at male og lægge trin på, vrider den skævt. Nå men nu gad jeg altså ikke at begynde på en ny igen, og vridningen var altså ikke sååå slem igen, så jeg fandt på at sætte en stolpe under der yderste hjørne, hvilket ikke er nogen helt dum idé - synes jeg, og der er stadig god adgang til døren ud til køkkenet.

 
Jeg borede huller i trinene for at få balustrene til at stå ordentligt, kom lim i hullerne, satte balustrene i og lod det hele være i 1 døgns tid.
 
Der skulle jo også et gelænder på trappen, og igen stødte jeg ind i problemer. Jeg havde købt en håndliste, men problemet var jo nu at få det til følge kurven på trappen. Jeg kunne ikke helt se, hvordan det kunne lade sig gøre uden at skære en hel masse små stykker, og lime dem sammen, men det var noget rod.
 
Jeg opgav håndlisten og tog i stedet noget vokset smykketråd jeg havde - ca. 1 mm i diameter. Jeg klippede 3 stykker, der var lidt mere end 3 gange længere end trappen. Så flettede jeg de 3 tråde. Herefter foldede jeg tråden, først med 1/3 som jeg syede sammen og dernæst 1/3 igen, som også blev syet til de to andre. Jeg havde nu 3 fletninger i eet stykke, som passede til trappens længde. Tråden blev herefter bejdset ad 2 omgange. Det gjorde den lidt stivere. Jeg kom herefter lim på toppen af balustrene og foldede fletningerne ned omkring balustrene.
 
Jeg er faktisk temmelig tilfreds med resultatet.
 

Sommerfugle lamperne er fra Miniseum. Man kan lige ane den anden på den anden væg. Blomsterkummen er også fra Miniseum og blomsten i kummen har jeg selv lavet. Kaminen er et chrysnbon kit. Tæppet har jeg selv broderet.



Det blev sat fodlister og loftlister på og til sidst blev loftet malet med Jeanne d'Arc Living vintage maling i babyblå.

 
 
Og her er så det foreløbigt færdige resultat. Gardinerne har jeg selv lavet. Møblerne og de øvrige ting har jeg haft meget længe, og husker ikke hvorfra de kommer.
 
 
Næste post kommer til at handle om køkkenet, som jeg glæder mig til at gå i gang med.
 


søndag den 16. april 2017

Hallen første del

Vi forlader nu terrassen og balkonen og går ind ad hoveddøren til hallen.

Hvordan gulvet er lavet er beskrevet i et tidligere indlæg http://miniaturedukkehuse.blogspot.dk/2017/03/terrassen-anden-del.html.

Tapetet er fra Les Chinoiseries i Spanien.


Hos Shapeways købte jeg vindueslåsene og malede dem med guldbronce. Stangen i låsen er blomstertråd der er malet sort. Tapetsering, montering af vindue og lister gik helt efter planen - nemt og smertefrit.


Så var det tid til at lave trappen og til første sal. Her er et billede af FØRSTE forsøg, som jeg syntes var megaflot, lige indtil jeg prøveopstillede den der, hvor den skulle være.



Som I kan se skal den være vinkelret langs væggene, medens den yderste vange skal være buet. Når jeg har lavet næsten hele trappen, er det som om, der er et forkert vrid i trappen, og trinene er ikke i vater grrrr ##!!?##.

Jeg har min viden om trapper herfra https://www.google.dk/search?q=trappe+m%C3%A5l+beregning&source=lnms&tbm=isch&sa=X&ved=0ahUKEwja1LHw36jTAhUB2CwKHRLYD3sQ_AUIBigB&biw=1920&bih=911#imgrc=dh1jQ5-p5dZuIM:&spf=191 og det er en større videnskab skulle jeg hilse og sige.


Nå men det er mindst 14 dage siden jeg begyndte på trappen, og efter at have brugt næsten 2 ruller afdækningstape og skåret nye trin, lister og vanger ser I nedenunder mit FJERDE forsøg, som bare skal blive rigtig. Jeg nægter at give op - på et eller andet tidspunkt må jeg se lyset og lave en perfekt trappe. Vi ses igen, når jeg er nået dertil.

fredag den 7. april 2017

Terrassen tredje og sidste del

Terrassen og balkonen på første sal er nu begge færdige.

Søjlerne er fra Sue Cook og klatrerosen og efeuen på trappen er kits fra The Miniature Garden. Trappen er kun sat fast med afdækningsstape. Den bliver først sat helt fast til sidst, da jeg har erfaring med at trapper hele tiden falder af, når man bugserer rundt med huset. Gitrene foran vinduer til kælderen har jeg fået lavet hos Arjen Spinhoven i Holland.


Piedestalerne, som søjlerne står på, har Sue Cook lavet specielt til mig, da jeg havde brug for, at de var lidt højere end dem, hun havde på lager.

 
 
Krocketspillet står også på terrassen, så det er lige ved hånden.


Foldestolen har jeg købt af Catherine Ferouelle i Frankrig. Den passer fint til det gamle bord, jeg selv har lavet.


Roserne var meget nemme at lave, og jeg elsker den måde, de slynger sig om søjlen på.


Jeg har lavet et lille fuglebur af blomstertråd, små lister og karton. Det står på et lille bord på balkonen. Fuglen er købt hos Miniseum.


Her er så balkonen. Kurvestolene har holdt flyttedag. Jeg synes de passer bedre her.


Hos Tumdee Dollshouse og Miniature har jeg købt denne smukke sifon af mundblæst glas. Glasset med vand fra Miniseum passer fint til den.


Jeg skal nu videre med hallen. Faktisk er jeg godt i gang, men trappen driller rigtig meget. Mere om det i næste indlæg.

mandag den 20. marts 2017

Terrassen anden del

Så kom der vægge på terrassen og dør og vinduer er monteret. Stuklisten er købt hos Sue Cook.


Jeg har lavet en halv mur til at afslutte terrassens højre side. Jeg har også lavet et par planter til terrassen.


På  Shapeways har jeg købt 2 wicker stole i 3D-print. De er helt hvide, når man får dem, men meget virkeligshedstro.



Jeg malede dem først med grå maling (Jeanne d'Arc vintage French Gray) og derefter med brun (Jeanne d'Arc Chokolate Brown). Den brune maling blev påført med let hånd, så den ikke kom ned i fordybningerne, men lagde sig ovenpå "fletværket".

Til sidst fik de hvid voks - også fra Jeanne D'Arc.

Endelig lavede jeg to hynder til stolene.

Disse stole skal stå på balkonen over terrassen.


Til terrassen lavede jeg en gammel bænk og et gammelt bord i fransk stil. Møblerne er lavet trælister, som jeg har "ødelagt" ved at lave dybe furer i træet og ormehuller. Så blev det bejdset med valnød og derefter malet vådt i vådt med meget tynd sort akrylmaling, som blev tørret af efter påføring, så træet kom til at se meget gammelt ud.

Jeg satte en vinkrukke og en skål med løg på bordet. Krukke og skål er købt i forbindelse med et kursus i Tune og løgene har jeg selv lavet. Jeg er meget tilfreds med stilen.



Der kom også lige hjørnesten til højre på væggen.

 
Medens møblerne tørrede, gik jeg i gang med gulvet i hallen, som ligger til venstre for terrassen. Jeg skar nogle skæve lister af noget finer, jeg havde liggende. Disse blev limet på underlaget. 
 
 
Da det var tørt, limede jeg sort sytråd ind i alle revnerne. Da det var tørt, blev gulvet slebet, og slibestøvet blev fyldt i de tilbageværende revner.


Herefter blev der stukket sømhuller i brædderne, og det hele blev ældet med tynd sort maling hist og her.

Til sidst fik det voks, og nu har jeg et ældgammelt gulv i hallen :-)